Danske realkreditrenter kan gå fri af global renteuro
Uroen sitrer på de globale markeder, og statsrenterne har nået de højeste niveauer i årtier. Men indtil nu har de renter, som danske boligejere og boligforeninger betaler på deres realkreditlån, næsten været upåvirkede af det hele. En strateg fra Nykredit forklarer teknikken bag det
Af Sten Thorup Kristensen
Sensommeren har budt på nogle vilde uger på obligationsmarkedet.
De renter, som staterne betaler på deres obligationer, kom i opdrift, og i USA fik det finansminister Scott Bessent til at reagere med nogle krumspring, bl.a. støtteopkøb af langfristede amerikanske statsobligationer.
Præsident Trump gik endog så vidt, at han truede med militær intervention, hvis rentemarkederne ikke makkede ret. Han uddybede ikke, hvem der mere præcist skulle angribes.
Intet af det betrygger garvede obligationshandlere, og i skrivende stund (2. september) er renterne på statsobligationer fra adskillige store lande på det højeste niveau i årtier. I USA har de ikke været højere siden 2007, i Japan skal man 30 år tilbage for at finde fortilfælde.
Færre konverteringer
Men når man ser på kurven over de realkreditrenter, som boligejere, andelsboligforeninger og almene boligselskaber betaler, kan man højest lokalisere et lille blip skærmen. De er stort set uændrede.
Og sådan kan de blive ved, også selv om uroen på de globale rentemarkeder tager til. Det forklarer Frederik Engholm, chef for makro & strategi i Nykredit Markets, til Byens Boligforeninger.
Der er ingen garantier for fremtidige kurser på værdipapirer. Der kommer hele tiden overraskelser. Men der er gode forklaringer på, hvorfor både renten på de korte eller de lange realkreditlån indtil nu kun har set små stigninger, anfører han.
De lange lån først: Når renten falder, har lånerne mulighed for at konvertere deres lån ned. Det er en ulempe for investorerne, som derfor beregner sig en risikopræmie for, når de køber 30-årige realkreditobligationer.
Når renterne i verden tværtimod stiger, bliver risikoen for konverteringer mindre. Derfor kan investorerne også sænke deres risikopræmier. Det summer sammen til, at renten på 30-årige realkreditobligationer stiger mindre, end den gør på statsobligationer med samme varighed.
Snor i inflationen
Renten på flekslån, fx F1, flyttede sig gennem august endnu mindre end renten på de faste lån. Men her er historien en anden.
Renten på F1’erne er tæt knyttet op på styringsrenterne fra den europæiske centralbank (ECB) og Nationalbanken. Begge har den primære opgave at holde priserne i ro, og de vil hæve renten for at dæmpe farten i økonomien, når de ser tegn på højere inflation, og sænke den igen, hvis faren driver over.
Krigen mellem USA og Iran giver større risiko for inflation, fordi den får olieprisen til at stige. Men omvendt gør de højere lange renter på statsobligationer, og på langfristede boliglån i andre lande, noget af arbejdet for centralbankerne: De fungerer også som bremser på økonomien.
Frederik Engholm påpeger dog, at Nationalbanken kan komme til at hæve sin styringsrente ud over det, som ECB måtte gøre. Nationalbankens styringsrente har i en årrække ligget under den fra ECB, pt. med 0,4 %-point, som en modvægt til en stærk kronekurs. Men kronen er ikke helt så stærk, som den har været, og sandsynligheden for, at Nationalbanken på et tidspunkt vil hæve sin styringsrente mere, end ECB gør, vokser.
Bekymring for amerikansk gæld
Der er trods alt mere i det end teknik, og hvis det virkelig går galt på de globale kapitalmarkeder, kan det også få en stærkere indvirkning på de danske boligrenter.
Den helt store bekymring på de finansielle markeder er den vildtvoksende amerikanske statsgæld.
For økonomerne er tommelfingerreglen, at alt er godt, så længe den økonomiske vækst er højere end væksten i statsgælden. Og væksten er høj i USA. Nogle tror endda på, at udviklingen i kunstig intelligens kan gøre den endnu højere i de kommende år.
For netop USA hjælper det også, at landets økonomi har status som den ledende i verden, og at dollaren er den valuta, der primært anvendes i global handel. For mange store investorer, og for mange centralbanker i lande med overskud på handelsbalancen, er det en selvfølge, at de skal have en stor beholdning af amerikanske statsobligationer.
Faldende tillid
Problemet opstår, hvis der breder sig en skepsis over, hvorvidt væksten i den amerikanske økonomi nu også virkelig vil forblive højere end væksten i gælden, og/eller hvis USA mister troværdighed som førende verdensmagt. Så vil nogle investorer begynde at trække følehornene til sig, hvilket vil få renten til at stige, hvilket igen vil øge budgetunderskuddet i USA og gøre væksten i gælden endnu større.
Det er der, vi er nu. Europæiske investorer nedbringer deres beholdninger af amerikanske statsobligationer. De sælger dem måske ikke, men de køber færre nye, end de plejer ved de løbende udstedelser.
De europæiske investorer reagerer på både politiske og økonomiske risici. Efter halvandet år med trusler til højre og venstre fra Trumps side må de se i øjnene, at USA ikke nødvendigvis vil være en troværdig partner på langt sigt.
Mere nærværende: De rentestigninger, der allerede er indtruffet, lægger nye lag til det amerikanske gældsbjerg. Renteudgifter er nu en større post i de amerikanske budgetter, end militæret er. Frygten er, at USA en dag inden så længe må lade sin valuta falde i værdi for at kunne servicere sin gæld.
Utilfredse investorer
Samtidig er der kommet andre steder at placere pengene. De usædvanligt høje japanske statsrenter har fået landets investorer til at handle lokalt – de har ellers været de største købere af de amerikanske statsobligationer. Endvidere er de store tech-selskaber begyndt at finansiere opbygningen af gigantiske datacentre ved hjælp af obligationsudstedelser.
Investorerne vil gerne have, at USA gør noget ved sit budgetunderskud. At man hæver skatterne og/eller skærer udgifter væk.
Derfor gjorde det et dårligt indtryk og forværrede nærmest situationen, da Scott Bessent i stedet kastede sig ud i kreative manøvrer med støtteopkøb af yen og af de langfristede amerikanske statsobligationer.
”Det er en farlig strategi, at finansministeriet selv begynder at intervenere i markedet, fordi det ikke bryder sig om det signal, som markedet sender. Disse taktiske indgreb kan endda svække markedets forhåbning om, at finansministeriet retter op på den fundamentale finanspolitiske kurs,” som Nykredits Markets skrev i en orientering til sine kunder.
sten@odsgard.dk
