Fagfolk advarer mod gør-det-selv, hvor arbejdet kræver autorisationDet løber hurtigt op, når en autoriseret håndværker udfører en simpel installation i hjemmet. Men på den lange bane kan det afværge dyre skader. Foto: Colourbox.dk

Fagfolk advarer mod gør-det-selv, hvor arbejdet kræver autorisation

Især mænd kommer nemt til at tænke, at de sagtens selv kan klare at skifte en stikkontakt eller at tilslutte den nye vaskemaskine, viser nye tal. En brancheorganisation og et forsikringsselskab advarer mod, at dyre skader kan blive konsekvensen

Af Dan Bjerring

Danskerne er glade for gør-det-selv i hjemmet, men en ny undersøgelse viser, at en stor del af dem går for langt, når de selv udfører el-, vvs- og gasarbejde, der ellers kræver en autoriseret fagperson.

Undersøgelsen viser, at 23 % af danskerne har udført mindst én type arbejde i eget hjem uden at være autoriseret, selvom arbejdet kræver autorisation. Blandt de mest udbredte opgaver er at lave en ny stikkontakt, tilslutte vaskemaskine eller opvaskemaskine direkte til blandingsbatteri og trække kabler til nye installationer.

Alvorlige konsekvenser

Men det kan få alvorlige konsekvenser både for sikkerheden i hjemmet og for pengepungen.

Andreas Schelbeck, der er underdirektør i brancheorganisationen TEKNIQ, erkender, at det umiddelbart kan virke uskyldigt at sætte en stikkontakt op eller flytte en vandhane selv:

- Men der er en grund til, at den type arbejde kræver autorisation. Man må gerne være handy, men hvis man er i tvivl om, hvorvidt en opgave kræver autorisation, bør man altid spørge en fagperson, før man går i gang, siger han.

Undervurderer risikoen

Også hos forsikringsselskabet Gjensidige advarer man mod at undervurdere risikoen ved uautoriseret arbejde i hjemmet.

- Som boligejer kan man hurtigt komme til at stå med en meget dyr skade, hvis arbejdet ikke er udført korrekt. Det gælder især ved el- og vvs-installationer, hvor fejl kan udvikle sig til omfattende brand-, vand- eller personskader. Derfor bør man altid bruge en autoriseret installatør, når reglerne kræver, siger skadedirektør Lene Rasmussen.

Mænd overvurderer sig selv

Undersøgelsen viser tydelige forskelle mellem mænd og kvinder. Mens 15 % af mændene har etableret en ny stikkontakt uden autorisation, gælder det kun 2 % af kvinderne. 

4 % af mændene har trukket kabler til nye installationer, mens tallet blandt kvinder er 1 %.

- Det er især mænd, der har en tendens til at overvurdere, hvad man selv må og bør kaste sig ud i derhjemme. Det kan være fristende at spare på regningen, men hvis arbejdet er ulovligt eller forkert udført, kan konsekvenserne blive langt dyrere end den oprindelige besparelse, siger Lene Rasmussen.

sten@odsgard.dk


11/8 2026