Indbrud i hjem i stigning, men stadig på lavt niveau
Siden pandemien har der i en historisk sammenhæng været usædvanligt få indbrud i private hjem i Danmark. Det er stadig tilfældet, men betydelige stigninger i antallet af indbrud over de seneste tre kvartaler kan i værste fald skyldes, at freden nu er forbi
Af Sten Thorup Kristensen
I andet kvartal 2026 blev der anmeldt 3159 indbrud i private hjem. Det er 429 flere – svarende til 16 % – end i samme periode sidste år.
I hele første halvår er der i år anmeldt 7090 indbrud i private hjem, hvilket er 10 % flere end i 2025, hvor der blev anmeldt 6435 indbrud. Dermed er en negativ udvikling fra slutningen af 2025 fortsat ind i 2026.
I fjerde kvartal sidste år steg antallet af indbrud i hjem med hele 26 % i forhold til samme kvartal året forinden. Fjerde kvartal er højsæson for indbrud.
Udviklingen ærgrer Bo Trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd.
- Der er desværre tale om en markant stigning – det kan vi ikke lægge skjul på. Vi kender ikke helt baggrunden for den kedelige udvikling, men noget kunne tyde på, at der er en form for organiseret kriminalitet på området, som vinder frem, udtaler programchef Britt Wendelboe på Realdanias hjemmeside.
Historisk få indbrud
Tallene skal dog ses i lyset af, at antallet af indbrud i en historisk sammenhæng stadig ligger på et meget lavt niveau.
I de gode, gamle dage – i 90’erne og op i 00’erne – var der omkring 8000 indbrud pr. kvartal. Da finanskrisen pludselig ramte i 2008, steg tallet til ca. 12.000.
Men derefter begyndte tallet at falde, og et særligt brat fald skete i forbindelse med pandemien i 2020. Den afbrød tydeligvis nogle sammenhænge bag tyverierne.
Måske blev tyvene skræmt af, at mange opholdt sig i hjemmene i den periode. Det kan også være, at tyve fra udlandet fik sværere ved at komme ind i landet, eller det kan være en blanding af begge dele eller noget helt tredje.
Metoder til sikring
Under alle omstændigheder har tyveri-aktiviteterne holdt sig på et lavt niveau siden pandemien. Man kan frygte, at stigningen i tallene over det seneste kvartaler er begyndelsen på en tilbagevenden til tidligere tiders tilstand.
Derfor skal man holde øje med tyvenes aktiviteter, også i forhold til egen bolig.
- Selvom vi ikke kan pege på de præcise årsager til de seneste måneders stigning i antallet af indbrud, så kender vi heldigvis de veldokumenterede værktøjer, som virker, hvis vi skal undgå indbrud i vores hjem. Det gælder fx at huske at få lavet vores aftaler med naboerne og sørge for, at vores hjem ser beboet ud, når vi ikke er hjemme.
- Brug gerne Nabohjælps-appen, der gør det nemt at koordinere feriehjælp med naboerne. Og så skal vi helst heller ikke markedsføre alt for bredt, fx med et Facebook-opslag, at vi sidder på Costa del Sol med en tom bolig fyldt med værdier derhjemme, lyder det fra Britt Wendelboe.
sten@odsgard.dk