Almene boligorganisationer køber byggerådgivning for op mod en mia. kr.På Peder Lykkes Vej på Amager bevarer og omdanner AART et tidligere plejehjem til 240 almene ungdomsboliger for Domea.dk – et højhus, der oprindeligt var udset til nedrivning. PR-foto

Almene boligorganisationer køber byggerådgivning for op mod en mia. kr.

Multirådgiveren AART har indgået en stor aftale med Domea.dk om renovering af ejendomme i hele Danmark. Samtidig er selskabet med i et team af virksomheder, der skal rådgive DAB-Lejerbo i samme type af opgaver

Arkitektvirksomheden AART har gennem mange år været med til at udvikle og forny den almene boligsektor i Danmark. Fra renovering og transformation af eksisterende boligområder til udvikling af nye boliger og fællesskaber.

Nu bygger AART videre på denne erfaring med indgåelsen af tre nye rammeaftaler på tværs af landet. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Hos DAB-Lejerbo er AART sammen med Rambøll og H+ – som det eneste team – valgt til en landsdækkende rammeaftale om totalrådgivning inden for renovering, helhedsplaner og nybyggeri. Aftalen har en forventet samlet værdi på 600 mio. kr. og løber i op til fire år.

Langtidsholdbare løsninger

- AART har solid erfaring med den almene boligsektor og en god forståelse for de særlige hensyn, der skal balanceres i både renovering og nybyggeri. Vi ser frem til at trække på deres kompetencer som en del af rådgiverteamet med Rambøll og H+, så vi sammen kan skabe gode og langtidsholdbare løsninger til gavn for boligorganisationerne og deres beboere", siger Palle Adamsen, direktør i DAB-Lejerbo.

Samtidig er AART valgt som totalrådgiver på Domea.dk's rammeaftale for renovering og nybyggeri i Østdanmark med ABC Rådgivende Ingeniører som underrådgiver. 

I Vestdanmark er AART blevet en del af Domea.dk's rammeaftale for renovering og nybyggeri. Her indgår AART som underrådgiver til Ingeniørerne. 

- Vi har et godt og tillidsfuldt samarbejde med AART og har haft det igennem flere år, både indenfor renovering og nybyggeri, så vi ser nu frem til at fortsætte det gode samarbejde i de nye rammeaftaler. Nu på tværs af hele landet, siger Thomas Helsted Fagchef for forretningsudvikling ved Domea.dk.

Vil være stor i hele landet

Allerede i dag arbejder AART med flere almene projekter i Jylland, bl.a. helhedsplanen og renoveringen af Vårkjærparken i Aarhus for boligorganisationen ALBOA.

De nye rammeaftaler ligger således i forlængelse af AART’s ambition om at styrke sin position som rådgiver inden for det almene boligbyggeri på tværs af Danmark.

Med kompetencer inden for bl.a. arkitektur, landskab, transformation og renovering, brugerinddragelse, universelt design og strategisk rådgivning vil AART fortsætte arbejdet med at udvikle almene boliger og boligområder, hvor trivsel og fællesskaber, arkitektonisk kvalitet, ressourcer, økonomi, og fremtidig drift tænkes sammen fra begyndelsen.

Forstå beboere og organisationer

- Vi kender det almene byggeri indefra og ved, hvor meget de gode samarbejder betyder for kvaliteten og det endelige resultat, siger Maria Jensen, arkitekt og faglig leder for almene boliger i AART, og fortsætter:

- Det handler om at forstå boligorganisationernes virkelighed, lytte til beboerne og bringe de forskellige fagligheder sammen om de bedste løsninger. For i hjertet af den almene sag ligger en ambition om at skabe gode hjem og rammer for hverdagslivet for mange forskellige mennesker. 

- Det er en ambition, vi deler, og som vi gennem mange år har arbejdet for at omsætte til arkitektur, der skaber værdi – både i dag og for kommende generationer.

Værdien af aftalerne med Domea.dk er ikke oplyst.

-stk


12/11 2026