Formand udlånte andelsforenings penge til sit eget nødlidende selskabSidste år havde A/B Hyltevang i Vanløse en overgang udlånt et stort millionbeløb til formandens konkurstruede virksomhed – uden at beboerne var orienteret om det. Foto: Google Street View

Formand udlånte andelsforenings penge til sit eget nødlidende selskab

I alt 14,5 mio. kr. havde en andelsforening i Vanløse ude at svømme, da det var værst sidste år. Pengene kom dog tilbage, fordi den daværende administrator erkendte, at det var hans fejl, at lånearrangementet kun blev godkendt af den mangeårige formand, og ikke af alle de tegningsberettigede i bestyrelsen

Af Sten Thorup Kristensen

Der var en del hype om selskabet Nordic Harvest, i de første år efter at det blev etableret i 2020, med en ambition at blive blandt verdens førende inden for såkaldt vertikalt landbrug.

Begrebet dækker over, at man dyrker grøntsager i etager i store erhvervsejendomme. Nogle, men ikke alle, ser det som en bæredygtig løsning, fordi den gør det nemmere at producere fødevarer tæt på forbrugerne.

Under alle omstændigheder vakte selskabet begejstring – se fx her, hvordan Jonathan Spang præsenterede det i DR-programmet Tæt på sandheden for fem år siden.

Økonomien har dog ikke fulgt med de gode intentioner. Nordic Harvests seneste regnskab, for 2025, viser et underskud på 53 mio. kr. og en negativ egenkapital på 97 mio. kr. Ledelsen oplyste i august, at den forventede at rejse ny kapital inden årets udgang. Det er åbenbart ikke lykkedes, for i oktober gik selskabet i rekonstruktion.

Tillid eller kontrol

Så langt er historien ganske almindelig. Mange unge selskaber med ædle formål og store ambitioner løber ind i økonomiske problemer.

Men i dette tilfælde var det lidt anderledes, fordi andelshaverne i en andelsforening i Vanløse, uden deres vilje eller viden, blev taget med ombord som långivere til den højrisikable forretning.

Mange boligforeninger har betroede formænd, som i praksis har kørt foreningen i en årrække. Denne historie viser, at foreninger skal være opmærksomme, når den konstruktion er virkeligheden. Tillid er godt, men kontrol er bedre.

Det gælder også i forhold til de advokater og ejendomsadministratorer, formanden arbejder tæt sammen med.

Mystiske fakturaer

Manden bag Nordic Harvest hedder Anders Riemann. Han har over årene afgivet ejerandele til eksterne investorer – den anerkendte økonom Jeppe Christiansen og Danmarks Eksport- og Investeringsfond står begge opført som ejere af 5-10 % af selskabet. Anders Riemann selv ejer stadig 20-25 %. Resten ejes af små aktionærer.

Anders Riemann er også mangeårig formand i A/B Hyltevang i Vanløse. Denne forening igangsatte i 2024 et stort renoveringsarbejde, der først blev afsluttet i januar i år.

Undervejs modtog foreningen fakturaer på byggerådgivning fra tre forskellige firmaer. Blandt de menige bestyrelsesmedlemmer var der skepsis over for disse fakturaer, og bestyrelsesmedlemmerne ender med at konkludere, at to fakturaer på i alt 1,9 mio. kr. fra firmaet Glædelundsgård, ejet af advokaten Michael Vesthardt, ikke dækker over reelt udført arbejde.

Arrangeret af administrator

Bestyrelsesmedlemmerne skulle snart indse, at det stod meget værre til, end de havde færten af.

I februar fik de en mail fra foreningens revisor, der spurgte, hvorfor foreningen havde udlånt 7,5 mio. kr. til selskabet Vesterhardt Estate ApS – ejet af selvsamme Michael Vesterhardt, der gennem et andet selskab var blevet betalt for byggerådgivning.

Anders Riemann forklarede sine bestyrelsesfæller, at arrangementet var blevet etableret af administrator og advokat Nicholas Wantzin, som led i en helt normal proces med at placere foreningens likviditet der, hvor den forrentes bedst.

Renten var muligvis høj i forhold til renten på indlån i en bank. Men udlån til en privat virksomhed kommer også med høj risiko, så bestyrelsen accepterede ikke forklaringen. De ville have en udenforstående part til at se på den.

Denne udenforstående part blev Øens Advokatfirma, der kunne konkludere, at 14,5 mio. kr. af foreningens midler uretmæssigt var blevet overført til Michael Vesthardts virksomheder. 

Størstedelen var lån, mens de før nævnte fakturaer fra Glædeslundsgård i virkeligheden ikke handlede om byggerådgivning. De skulle i stedet dække et honorar for at formidle lånene videre – til Nordic Harvest.

Pengene kom retur

Reelt foranledigede Anders Riemann altså, med hjælp fra foreningens administrator og en advokat, at foreningens likviditet blev ført over til hans eget nødlidende selskab.

Forløbet fremgår af en såkaldt tillægsberetning til foreningens ordinære generalforsamling, udarbejdet den 19. marts. Flere medier er i besiddelse af tillægsberetningen, og Byens Boligforeninger har den også.

Den gode nyhed er, at foreningen slap forholdsvis billigt. Den fik en forskrækkelse, og bestyrelsesmedlemmerne måtte lægge en masse arbejde i at få sagen udredet. Men pengene kom retur.

Af de 14,5 mio. kr. var de 4 mio. kr. betalt tilbage inden regnskabsafslutningen ved årsskiftet. 

Senere indgik Nicholas Wantzin en aftale med bestyrelsen om, at han betalte resten af gælden. Han kan så efterfølgende afregne med Michael Westhardts selskaber.

Kompliceret lånekonstruktion

Det er ikke lykkedes Byens Boligforeninger at komme i kontakt med de involverede i sagen. Men det er lykkedes for EjendomsWatch og AgriWatch.

Overfor de to branchemedier erkender Nicholas Wantzin, at det var en fejl, at de menige bestyrelsesmedlemmer ikke fik forelagt låneaftalen mellem foreningen og Vesterhardt Estate til underskrift. Det er på den baggrund, at han har accepteret at betale de penge, foreningen har lånt. 

Anders Riemann afviser at have gjort noget ulovligt. Ifølge både ham og Michael Vesterhardt var der ikke nogen direkte sammenhæng mellem foreningens lån til Vesterhardt Estate og lånet videre fra dette selskab til Nordic Harvest. 

I stedet arrangerede Vesterhardt Estate et såkaldt syndikeret lån til Nordic Harvest, siger de. Det vil sige at andre end andelsforeningen lagde penge i puljen, som også gik til andre selskaber end Nordic Harvest.

Anders Riemann er siden fraflyttet foreningen. Parterne er uenige om, hvorvidt det var frivilligt, eller han blev ekskluderet. Men han solgte i hvert fald sin andel i juni.

sten@odsgard.dk


3/11 2026
  • Nu begynder bankernes boligrenter at tikke op

    Nu begynder bankernes boligrenter at tikke op

    administration-og-konomi ›Gennem hele året frem til september har bankerne holdt igen med at hæve renterne på boliglån, selv om markedsrenterne er steget markant. Men oktober i oktober begyndte nogle af bankerne at hæve renterne. Som ejer- eller andelsboligejer skal man nu se sig endnu bedre for
  • Nykredit: Priser på ejerlejligheder vil falde i København næste år, men stige i andre byer

    Nykredit: Priser på ejerlejligheder vil falde i København næste år, men stige i andre byer

    administration-og-konomi ›Efter nogle år med store prisstigninger på ejerlejligheder i hovedstaden står priserne til at sætte sig i 2027. I de andre større byer vil et positivt momentum – set fra sælgernes side – derimod fortsætte
  • Må vi få dine brugte bleer?

    Må vi få dine brugte bleer?

    administration-og-konomi ›Sponseret indhold: Spørgsmålet i overskriften skriver Københavns Kommune på plakater til småbørnsforældre. Fremover skal bleerne nemlig i bleaffald og ikke i restaffald, så de kan blive til bl.a. energi, plast og gødning. Og som vicevært, affaldsansvarlig eller driftsleder kan du hjælpe ordningen godt i gang
  • Mette F ruller rød løber ud for boligudvikling i dele af landet, men det er uklart hvilke

    Mette F ruller rød løber ud for boligudvikling i dele af landet, men det er uklart hvilke

    almene-boliger ›En ny tilgang skal fjerne administrative praksisser og love, der står i vejen for byggeprojekter i trængte landområder. Det landområde, statsministeren nævnte som eksempel, er imidlertid i hastig vækst. Samtidig vil regeringen give boligstøtte til nogle af de bedst lønnede medarbejdere i velfærdsstaten
  • Boligrenter i bankerne nu endnu tættere på realkreditrenterne

    Boligrenter i bankerne nu endnu tættere på realkreditrenterne

    administration-og-konomi ›Bankerne holdt boliglånsrenterne i ro i september måned på trods af Nationalbankens rentestigning, og på trods af at realkreditrenterne er steget. Det viser rentestatistikken fra Mybanker
  • Stigende rente og geopolitisk uro skræmmer købere væk fra boligmarkedet

    Stigende rente og geopolitisk uro skræmmer købere væk fra boligmarkedet

    administration-og-konomi ›45 % oplever, at det er blevet sværere at vurdere det rette tidspunkt at købe eller sælge bolig. Samtidig er danskerne markant mere skeptiske over for at købe end sælge lige nu, viser en ny YouGov-undersøgelse for Home
  • Nu skal lejere og udlejere kunne sende vigtige meddelelser digitalt

    Nu skal lejere og udlejere kunne sende vigtige meddelelser digitalt

    administration-og-konomi ›Et nyt lovforslag skal gøre det muligt for lejere og udlejere at sende opsigelser, betalingspåkrav og indsigelser gennem en sikker digital postleverandør. De vil dog stadig kunne vælge den gammeldags post
  • Jyske Bank: Københavnerlejlighed kan veksles til 277 kvm. ude i landet

    Jyske Bank: Københavnerlejlighed kan veksles til 277 kvm. ude i landet

    administration-og-konomi ›De markante prisstigninger på ejerlejligheder i København har gjort mange lejlighedsejere til millionærer på papiret. For nogle åbner det døren til en boligdrøm, der tidligere var uden for rækkevidde: Parcelhuset med have, plads og flere kvadratmeter