Mette F ruller rød løber ud for boligudvikling i dele af landet, men det er uklart hvilkeDe to boligpolitiske nyheder, Mette Frederiksen introducerede på Folketingets åbningsdag, bragte flere spørgsmål end svar. Screenshot fra Folketingets tv

Mette F ruller rød løber ud for boligudvikling i dele af landet, men det er uklart hvilke

En ny tilgang skal fjerne administrative praksisser og love, der står i vejen for byggeprojekter i trængte landområder. Det landområde, statsministeren nævnte som eksempel, er imidlertid i hastig vækst. Samtidig vil regeringen give boligstøtte til nogle af de bedst lønnede medarbejdere i velfærdsstaten

Af Sten Thorup Kristensen

Det skal ikke være staten, der står i vejen, hvis man lokalt har lyst til at gøre noget boligfronten. Tværtimod vil regeringen ”med en helt ny tilgang” være med på at feje forhindringer af banen, herunder ved at ændre i love.

Det bebudede Mette Frederiksen, da hun tirsdag åbnede folketingsåret. Hun beskrev det sådan, at man vil røde den røde løber ud for nogle af de kommuner, der har behov for en hjælpende hånd for at sætte nye aktiviteter i gang med fx boliger, erhverv eller bare almindelig byforskønnelse.

- Hvis I sidder i en kommunalbestyrelse i et område af Danmark, hvor der er brug for at prøve noget nyt eller gøre noget anderledes, og hvor I oplever, at staten har spændt ben, så lad os få jeres forslag på bordet, så vi sammen kan få det til at lykkes, sagde Mette Frederiksen.

Befolkningstilvækst ved Isefjord

Men der er en hage ved det: Initiativet blev omtalt i et afsnit af talen, der handlede om, at Danmark ikke må knække over, fordi der nogle steder vækst og fremgang, mens man andre steder frygter skolelukninger, fordi der er færre og færre børn.

Umiddelbart handler det altså om det, som man engang kaldte udkantsdanmark, og som man siden, mere venligt, har kaldt vandkantsdanmark.

Men det er uklart, hvad statsministeren mere præcist mente, for et af de eksempler, hun omtalte, var, at Holbæk Kommune gerne vil bygge boliger på Tuse Næs. 

Tuse Næs ligger ganske rigtigt i vandkanten, men i en meget attraktiv en af slagsen, nemlig ud til Isefjord. Her har småbyerne vokseværk, fordi mange gerne vil bo med den smukke udsigt ud over vandet. 

Tuse er et godt eksempel – her er folketallet i 2020’erne vokset med hele 37 %, til præcis 1387 den 1. januar, ifølge Danmarks Statistik. Også Holbæk som by og kommune er i vækst.

Ny type tjenesteboliger

Så hvem ved: Hvis statsministeren skal give de nuværende og fremtidige gode borgere i Tuse dét, hun nu har stillet dem i udsigt, vil boligudviklere i andre vækstområder måske også få adgang til den røde løber, hvor irriterende regler skubbes til side.

Udmeldingen var et af to konkrete nye punkter om boligpolitik i åbningstalen. Det andet må få offentlig ansatte til at spærre øjnene op: 

- Der er brug for flere boliger, der er til at betale med en almindelig løn, så pædagoger, sygeplejersker og politibetjente har råd til at bo i den by, de arbejder i.

- Derfor vil regeringen arbejde for en ny type velfærdsbolig, hvor kommuner og regioner skal have bedre muligheder for at tilbyde offentligt støttede tjenesteboliger til udvalgte medarbejdergrupper, sagde statsministeren.

Hvem skal have, og hvem skal betale?

Punktet var også med i regeringsgrundlaget fra juni, men her kun som en af flere muligheder. Nu er det altså noget, man vil arbejde for.

Igen er det dog uklart, hvad det mere præcist handler om. 

Både sygeplejersker og politibetjente ligger højt i den offentlige sektors lønhierarki, så hvis de skal have ret til boligstøtte, er det langt størstedelen af de offentligt ansatte, der er omfattet – og så bliver det dyrt.

Det kan også blive svært at sælge politisk, hvis det i praksis betyder, at lavtlønnede i den private sektor skal stilles bagerst i boligkøen, og foran sig se vellønnede medarbejdere i stat, regioner og kommuner.

Det fremgår heller ikke, hvor man tænker sig, at velfærdsboligerne skal komme fra. Vil andelsforeninger eller almene boligselskaber fx kunne tjene en ekstra skilling ved at stille udlejningsboliger til rådighed for kommunens ansatte?

Ændring om landsbyggefonden udsat

Lovprogrammet, der også blev fremlagt tirsdag, indeholder en del forslag, der berører boliger. Men det meste er opfølgning på love vedtaget eller aftaler indgået under den forrige regering.

Et af forslagne stammer dog fra den nuværende regering: Man har opgivet at nå at forhandle en langsigtet aftale om Landsbyggefonden hjem i år.

 Det meddelte Ældre,- børne og boligministeriet allerede forrige uge, og nu fremsætter man så et lovforslag, der skal forlænge den midlertidige ordning for fonden, der støtter alment byggeri, så den også omfatter 2027.

sten@odsgard.dk


6/10 2026
  • Hofor: Tænd langsomt for varmen og spar op til 1500 kr. årligt

    Hofor: Tænd langsomt for varmen og spar op til 1500 kr. årligt

    energibesparelser-og-forbrug ›Når de første kolde dage rammer, er det fristende at skrue lynhurtigt op for varmen. Men hvis husejere og varmeansvarlige tænder lidt mere tålmodigt, kan man spare både penge og energi, oplyser Hovedstadsområdets Forsyningsselskab
  • Bølge af nye bofællesskaber i alment regi kan være på vej

    Bølge af nye bofællesskaber i alment regi kan være på vej

    almene-boliger ›2020’erne har indtil nu budt på et sandt gennembrud for bofællesskaber – men endnu kun i den private sektor. Nu har de almene boligselskaber fået bedre økonomiske muligheder for at følge trenden, og mange af dem ejer i forvejen ejendomme, der er velegnede til formålet
  • Beboere går mod dyr varmeregning uden at vide, hvad de har betalt hidtil

    Beboere går mod dyr varmeregning uden at vide, hvad de har betalt hidtil

    energibesparelser-og-forbrug ›Hver anden ved ikke, hvad opvarmningen af deres hjem koster. Alligevel bekymrer næsten alle sig om stigende energipriser. Det har de også grund til – varmeregningen vil næsten uundgåeligt blive langt større i det kommende år end i det foregående
  • Nyt toilet gør skyl mere effektivt og sparer vand

    Nyt toilet gør skyl mere effektivt og sparer vand

    energibesparelser-og-forbrug ›En ny model kommer ifølge producenten med ti gange højere effekt end standardkravene. Dermed undgår man ekstra skyl, fordi det første ikke var godt nok, og man sparer vand, samtidig med at man reducerer støj i boligen
  • Historisk radiofabrik bygges om til stort, alment boligkvarter

    Historisk radiofabrik bygges om til stort, alment boligkvarter

    almene-boliger ›AAB har sikret sig de sidste rettigheder til en gammel fabriksgrund i Vanløse, og byggeriet kan gå i gang om et års tid. En del af boligerne kommer til at bestå af ombyggede lokaler fra en gammel radiofabrik, de færreste i dag har hørt om, men som engang var mindst lige så kendt og beundret som B&O
  • Huslejer i kommende almene boliger bliver højere end ventet

    Huslejer i kommende almene boliger bliver højere end ventet

    almene-boliger ›Nu er de første prisstigninger på byggematerialer, efter at krigen i den persiske golf brød ud i februar, registreret af Danmarks Statistik. Der er ikke optræk til, at det denne gang vil stoppe det almene byggeri. Men de kommende boliger bliver dyrere at bo i
  • Snart kan indbyggede CO2-fangere blive almindelige i nye boligejendomme

    Snart kan indbyggede CO2-fangere blive almindelige i nye boligejendomme

    energibesparelser-og-forbrug ›Det første anlæg, der udvinder CO2’en fra luft i lokaler, er indviet. Grundlæggende gør det vores udåndingsluft til en ressource. Teknologien ventes at blive billigere i de kommende år, og selv om den måske aldrig vil blive rentabel i sig selv, kan den blive nødvendig at tage i brug, hvis man skal overholde fremtidige klimakrav til bygninger
  • Stort alment byggeri på Fyn får pris for god renovering

    Stort alment byggeri på Fyn får pris for god renovering

    energibesparelser-og-forbrug ›Vinderne af Renoverprisen 2026 er fundet, og det blev den almene boligbebyggelse Højstrupparken i Odense, der løb med den, foran 135 andre indstillede projekter. Priskomiteen hæftede sig især ved, at det var lykkedes at skabe store modernisering uden at ændre ejendommens udseende væsentligt