Dårlig styring koster beboere i nyere boligejendomme over tusind kr. om året i varmeDer er bygget rigtigt mange nye boliger i dette årtusinde, som her i Aarhus. Men boligernes varmeforbrug er ofte større, end det behøvede at være. Foto: Colourbox.dk

Dårlig styring koster beboere i nyere boligejendomme over tusind kr. om året i varme

Nyopførte boliger har et lavt energiforbrug – men i praksis kun undtagelsesvist så lavt, som man skulle tro ud fra energimærket. Det er bl.a. justeringen af de moderne varmestyringssystemer, det knaser med. Derfor er der ofte en potentiel besparelse for beboerne i ejendomme, der er opført de seneste 10-20 år

Af Sten Thorup Kristensen

I de nye og velisolerede boligejendomme er der et kontrolpanel, der regulerer tilførslen af varmen. Det gør det bl.a. på baggrund af målinger af den aktuelle temperatur udenfor.

Desværre er den sensor, der måler udetemperaturen, ofte placeret, så den fanger nogle varmekilder, der ikke har noget med vejret at gøre. Det kan f.eks. være en varm strøm af luft fra en eller anden maskine. Så skruer systemet automatisk ned for varmen, hvorfor beboerne begynder at fryse og skruer op igen i deres individuelle lejligheder.

Det er uhensigtsmæssigt i henseende til energiforbrug, og resultatet af den slags fejl er, at beboernes varmeregninger rask væk bliver mellem 1000 og 2000 kr. om året højere, end de behøvede at være.

Teori og praksis

Det fremgår af en undersøgelse, som analysefirmaerne Cognitech og Optilogic og har lavet på fem ejendomme, der alle er opført efter 2015, og som dermed skulle være moderne og have et meget lavt energiforbrug.

De fem ejendomme har også alle energimærker i den høje ende. Men energimærker er udarbejdet på baggrund af et teoretisk forbrug, og den praktiske virkelighed kan være noget anderledes.

Analysen er udarbejdet på opdrag fra Digital Energy Hub, som er en organisation, der arbejder med innovation inden for energiforsyningen.

Også forsyningsselskaberne deltager i arbejdet. De er ikke glade og tilfredse, bare fordi kunderne betaler varmeregningerne. De har også en klimadagsorden, de skal holde øje med.

Cognitech og Optilogic når frem til, at det er mellem et halvt og et helt mio. tons CO2, der hvert år unødvendigt bliver udledt, fordi de moderne varmesystemer i ejendomme ikke blive håndteret korrekt.

Til sammenligning er Danmarks samlede udledning, ifølge Klimarådet, aktuelt ca. 40 mio. tons CO2 om året. Det er altså minimum en halv procent af udledningen, man kan skære væk, bare ved at være omhyggelig med varmesystemerne i nye ejendomme.

Udbredt energifattigdom

Cognitech og Optilogic tilbyder ejendomsejere at undersøge, hvordan sammenhængen er mellem teorien i energimærkerne og den praktiske virkelighed. Blandt de store kunder i den henseende er almene boligselskaber, fortæller Tina Holm Mikkelsen, management consultant i Cognitech.

De almene boligselskaber arbejder også med klimamålsætninger. Men samtidig har de en anden interesse: Hvor en besparelse på nogle få tusinde kr. om året vil være bagatelagtigt for nogle, kan dette beløb for andre være årsagen til, at de lige netop ikke har råd til at blive boende.

- I forbindelse med de almene boliger arbejder vi også med et boligsocialt aspekt. Der findes noget energifattigdom i Danmark, og der er sårbare borgere, der bliver udsat fra deres boliger, fordi de ikke kan betale deres huslejer. En af grundene til dét er, at de går glip af en besparelse på varmeregningen på i gennemsnit 1500 kr. om året, siger Tina Holm Mikkelsen.

Overser banale detaljer

For lægfolk kan det være svært at forstå, at fx en sensor, der skal måle udetemperatur, kan blive placeret forkert. Der er grelle eksempler, hvor systemerne har målt temperaturer på 10 grader, mens de virkelige temperaturer var 5 grader eller mindre.

Men mens Tina Holm Mikkelsen har arbejdet med området, har hun gjort sig den erfaring, at der sker en del af den slags. Altså at man i hverdagens travlhed og kompleksitet overser relativt banale detaljer.

Det bliver heller ikke bedre af, at hvor lovgivning og reglementer stiller meget specifikke krav, der skal minimere energiforbruget i de nye ejendomme, der bliver bygget, har der ikke været meget fokus på at følge op på, hvad der sker, når ejendommen faktiske er taget i brug.

- Når entreprenører afleverer et byggeri til ibrugtagning, er det inklusive en varmecentral. Men man kommer ikke ud fx tre måneder senere og retter den til. Jeg har talt med nogle entreprenører om det, og de siger, at det er fordi der ikke står i loven, at de skal gøre det, siger Tina Holm Mikkelsen.

Uhensigtsmæssige renoveringsplaner

Den slags problemstillinger er der dog kommet mere opmærksomhed på, fordi et nyt bygningsdirektiv fra EU stiller krav til energivenligheden af landenes bygningsbestand. Og det er ikke bare teoretiske krav – dem, som ejer de dårligste ejendomme, kan få pligt til at sætte dem i bedre stand.

De nyere ejendomme vil trods alt ikke være blandt de dårligste. Men når hvert enkelt ejendoms- eller boligselskab skal forholde sig til energivenlighed, er det utilfredsstillende, hvis ejendommenes energivenlighed bliver opgjort forkert.

I yderste konsekvens risikerer man at bruge penge på dyre energirenoveringer af ejendomme, der reelt har lavt energiforbrug, mens man omvendt springer over ejendomme, der kun på papiret har en høj energivenlighed.

Digital Energy Hub og Hofor har over det seneste år samlet fjernvarmeselskaber, forskere, rådgivere og bygningsejere i et fælles ”innovationsforløb”. Der blev nedsat en arbejdsgruppe, der skulle se på, hvordan man kan få et mere reelt billede af ejendommes energivenlighed. Læs om det her.

sten@odsgard.dk


12/5 2026
  • Hofor: Tænd langsomt for varmen og spar op til 1500 kr. årligt

    Hofor: Tænd langsomt for varmen og spar op til 1500 kr. årligt

    energibesparelser-og-forbrug ›Når de første kolde dage rammer, er det fristende at skrue lynhurtigt op for varmen. Men hvis husejere og varmeansvarlige tænder lidt mere tålmodigt, kan man spare både penge og energi, oplyser Hovedstadsområdets Forsyningsselskab
  • Beboere går mod dyr varmeregning uden at vide, hvad de har betalt hidtil

    Beboere går mod dyr varmeregning uden at vide, hvad de har betalt hidtil

    energibesparelser-og-forbrug ›Hver anden ved ikke, hvad opvarmningen af deres hjem koster. Alligevel bekymrer næsten alle sig om stigende energipriser. Det har de også grund til – varmeregningen vil næsten uundgåeligt blive langt større i det kommende år end i det foregående
  • Nyt toilet gør skyl mere effektivt og sparer vand

    Nyt toilet gør skyl mere effektivt og sparer vand

    energibesparelser-og-forbrug ›En ny model kommer ifølge producenten med ti gange højere effekt end standardkravene. Dermed undgår man ekstra skyl, fordi det første ikke var godt nok, og man sparer vand, samtidig med at man reducerer støj i boligen
  • Snart kan indbyggede CO2-fangere blive almindelige i nye boligejendomme

    Snart kan indbyggede CO2-fangere blive almindelige i nye boligejendomme

    energibesparelser-og-forbrug ›Det første anlæg, der udvinder CO2’en fra luft i lokaler, er indviet. Grundlæggende gør det vores udåndingsluft til en ressource. Teknologien ventes at blive billigere i de kommende år, og selv om den måske aldrig vil blive rentabel i sig selv, kan den blive nødvendig at tage i brug, hvis man skal overholde fremtidige klimakrav til bygninger
  • Stort alment byggeri på Fyn får pris for god renovering

    Stort alment byggeri på Fyn får pris for god renovering

    energibesparelser-og-forbrug ›Vinderne af Renoverprisen 2026 er fundet, og det blev den almene boligbebyggelse Højstrupparken i Odense, der løb med den, foran 135 andre indstillede projekter. Priskomiteen hæftede sig især ved, at det var lykkedes at skabe store modernisering uden at ændre ejendommens udseende væsentligt
  • Boligforening går forrest for at løfte grøn teknologi fra prestigeprojekter til daglig virkelighed

    Boligforening går forrest for at løfte grøn teknologi fra prestigeprojekter til daglig virkelighed

    energibesparelser-og-forbrug ›Boligforeningen VIBO og Energy Machines har indgået strategisk partnerskab, der skal bringe grøn omstilling fra prestigeprojekterne og ind i den almene sektor, hvor den kan skabe konkret værdi for både beboere, klima og økonomi
  • Forskningsprojekt skal afsløre varmespild: Målet er at spare beboere 20 % på regningen

    Forskningsprojekt skal afsløre varmespild: Målet er at spare beboere 20 % på regningen

    energibesparelser-og-forbrug ›Et nyt DTU-forskningsprojekt med data fra 2000 lejligheder skal undersøge, hvordan dårligt drevet ventilation og usynligt energitab driver varmeregningen op. Målet er et digitalt varslingssystem, der kan opdage problemer, før de bliver store
  • EU-støtte til energirenovering af boliger under coronaen havde i bedste fald ringe effekt

    EU-støtte til energirenovering af boliger under coronaen havde i bedste fald ringe effekt

    energibesparelser-og-forbrug ›Meningen var god nok, da EU-kommissionen for seks år siden tænkte, at man kunne kombinere jobskabelse under en akut krise med forbedringer af bygningsmassen. Men i praksis betød ordningen, at gode projekter blev fravalgt til fordel for dem, der kunne udløse hurtig støtte, viser en analyse fra EU’s egne revisorer