
Trægulve har overtaget gulvtæppernes status i hjemmene
Engang var det næsten en selvfølge, at der var væg til væg-tæpper i boligens vigtigste rum. Men det bliver mindre og mindre normalt. I stedet er det trægulve, der er in, og dette skift i mode og præferencer er også tydeligt på netværksdagen
Af Sten Thorup Kristensen
Der er to firmaer, der præsenterer løsninger for trægulve, når Byens Boligforeninger afholder netværksdag den 20. november.
Det er der ikke noget mærkeligt i. Trægulve er moderne, ikke bare på grund af deres æstetiske udtryk, men også fordi de er nemmere at renholde end gulvtæpper.
Alligevel må man spørge sig selv: Hvor blev disse gulvtæpper af? I hvert fald hvis man er over 50 år, vil man kunne huske en tid, hvor det var næsten lige så normalt at bruge dem, som det i dag er at lade være.
Gik man ind i en almindelig bolig, forventede man som en selvfølge at finde væg til væg-tæpper i hvert fald i stue og soveværelse, men også i andre rum – i sjældne tilfælde endda på badeværelse. De eneste trægulve var de fine parketgulve, der var forbundet med velstående menneskers store villaer.
To storhedstider for tæpperne
Videncenter Bolius skrev i en artikel for et par år siden, at gulvtæpperne har haft to storhedstider: Den første var i begyndelsen af 1900-tallet, den anden i 1960’erne og 1970’erne.
I 1980’erne begyndte man at afhøvle gulve i de gamle lejligheder, ligesom det blev normalt, at nybyggeri blev afleveret med et trægulv, der ikke lagde op til, at de skulle dækkes til med tæpper.
Men gulvtæppernes nedtur er fortsat siden da, viser tal, som Byens Boligforeninger har gravet frem fra Danmarks Statistiks dybe databaser.
I moderne tid bliver næsten alle gulvtæpper importeret. Importen varierer fra år til år, og den afhænger også af konjunkturer, omfanget af nybyggeri og aktiviteten på boligmarkedet – enhver flytning er en anledning til at vælge, hvad man vil med sine gulve.
Vi har fundet to perioder, der er sammenlignelige. Det er årene op til finanskrisen – dengang, hvor boligejerne i stor stil hævede deres friværdier og omsatte dem i boligforbedringer – og det er under corona-nedlukningerne, der i stort omfang fik danskerne til at fokusere på hjemmet.
Fungerede som isolering
Målt i ton lå importen af gulvtæpper i 2020-2021 ca. 40 % under importen i 2007-2008. Tallene inkluderer endda løse tæpper og måtter, så nedturen er endnu større, hvis man kun ser på det klassiske væg til væg-tæppe.
Men hvad bevirkede så denne nedtur? En begrundelse kan være, at boliger løbende er blevet langt bedre isoleret. I gamle dage kunne det være en kold fornøjelse at betræde et trægulv.
Bolius gættede i sin artikel fra 2022 på, at de ekstremt høje energipriser dette år ville give væg til væg-tæppet en renæssance. Men i givet fald er det noget, vi stadig har til gode. En renæssance er i hvert fald ikke synligt i import-tallene fra 2023. Importen viser igen en faldende tendens.
De to leverandører, der er med på netværksdagen, er dels Holse & Wibroe, der leverer bambusgulve, dels norske Boen, som har et bredt sortiment i trægulve.
Se hele programmet og hvilke virksomheder du kan møde på Netværksdagen her
sten@odsgard.dk