Bølge af nye bofællesskaber i alment regi kan være på vej
2020’erne har indtil nu budt på et sandt gennembrud for bofællesskaber – men endnu kun i den private sektor. Nu har de almene boligselskaber fået bedre økonomiske muligheder for at følge trenden, og mange af dem ejer i forvejen ejendomme, der er velegnede til formålet
Af Sten Thorup Kristensen
Har du en drøm, eller bare en tanke, om at flytte i bofællesskab?
Altså ikke et bofællesskab af den art, hvor helt unge mennesker deler en lejlighed og skændes om, hvem der skulle have gjort rent. Men et sted, hvor mere modne mennesker – ofte seniorer – planlægger at bo i længere tid.
I så fald kan det snart blive meget lettere at realisere drømmen. I hvert fald ligger det i kortene, at almene boligselskaber i de kommende år kan etablere mange boliger i bofællesskaber.
Sagen er, at mens vi i 2020’erne har været optaget af først corona, siden krige og andre ulykker, er der sket et regulært gennembrud for bofællesskaber. Det er blot sket i den private sektor, og det er endnu ikke rigtigt nået til den almene sektor, bl.a. på grund af det velkendte problem med at holde byggebudgetter inden for maksimalpriserne.
Men flere ting tyder på, at det snart bliver lettere at etablere bofællesskaber i den almene sektor. Og i brancheorganisationen BL – Danmarks Almene Boliger bekræfter viceadm. direktør Solveig Råbert Tingey, at interessen for at slå til og udnytte mulighederne er til stede.
Nybyggeri og omdannelser
- Boligorganisationerne oplever stigende interesse for nye bofællesskaber og lange ventelister til mange af de eksisterende, ikke mindst bofællesskaber for seniorer og ældre, siger Solveig Råbert Tingey.
- Flere bofællesskaber behøver ikke kun komme gennem nybyggeri. Der er også et stort potentiale i at omdanne eksisterende almene boliger – eksempelvis afdelinger med tomme ældreboliger i yderområder – til attraktive bofællesskaber for seniorer og ældre.
- Her bliver efterårets boligaftale vigtig. Folketingets partier skal fastlægge de kommende rammer for Landsbyggefondens støtte til renoveringer, og dermed også mulighederne for at sammenlægge og omdanne eksisterende boliger til nye bofællesskaber, uddyber hun.
Boligaftalen er, siden Byens Boligforeninger talte med Solveig Råbert Tingey, udsat til næste år. Til gengæld lover boligminister Jakob Mark, at den bliver ambitiøs.
Beslutningsret til kommuner og organisationer
Men der er andre forhold, der gør det nemmere at etablere bofællesskaberne.
En ny lov har netop løftet maksimalpriserne i København og omegn samt i Aarhus med over 30 %. Og så er der, for så vidt angår seniorbofællesskaber, også nye finansieringsmuligheder på vej, nemlig fra Fonden for Blandede Byer.
Jakob Mark forklarede i august denne ordning i et svar i Folketinget:
- Støtten består konkret i, at 2/3 af kommunens sædvanlige grundkapitallån til byggeriet (…) ydes fra fonden for blandede byer (i stedet for fra kommunen, red.).
- Det betyder, at det er op til boligorganisationen og kommunen at beslutte den fysiske udformning af byggeriet, herunder disponering af arealer til private boliger og fællesarealer inden for de generelle rammer for etablering af almene boliger, skrev ministeren
Vision eller boligbehov
Bofællesskab som begreb har alle dage haft en positiv klang, og når mennesker har fundet sammen om at købe fx en herregård, hvor de dyrker deres egne grøntsager, har det givet anledning til omtale i medierne.
Men den slags tilfælde er sjældne, og de er heller ikke drevet så meget af et boligbehov som af visioner om fødevareproduktion og livsstil.
Der er også blevet oprettet bofællesskaber, hvor boligbehovet var den vigtigste motivationsfaktor, og indtil for få år siden blev disse i de fleste tilfælde etableret som almene boligselskaber.
Men der var langt mellem eksemplerne. Flaskehalsen har været, at der ikke er mange, der kender en flok mennesker så godt, at de vil binde sig økonomisk sammen med dem, og som tilfældigvis også lige står og leder efter en bolig.
Eksplosion i etableringer
Det er denne flaskehals, som private udlejere har fundet en vej rundt om: De etablerer selv bofællesskaberne, og så søger de lejere, der har lyst til at flytte ind i dem. Medlemmerne af bofællesskabet kender altså som udgangspunkt ikke hinanden. Men det kommer de til, når de fx spiser sammen dagligt, eller hvor ofte de nu har lyst til det.
Dette, at ejendomsselskabet tager initiativet, har nærmest fået antallet af bofællesskaber til at eksplodere, viser en rapport fra Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet – en rapport, som forfatterne selv omtaler som den hidtil mest omfattende undersøgelse af bofællesskaber i Danmark.
Alene fra 2020 til 2025 er der etableret 162 nye bofællesskaber med i alt 8200 boliger. Til sammenligning er det lige så mange, som der er bor i nogle mellemstore byer rundt omkring i landet, fx Kerteminde, Allerød og Odder. Der er siden 2020 også kommet næsten lige så mange nye boliger i bofællesskaber, som der fandtes i forvejen, nemlig ca. 10.000.
Besvær med finansieringen
Et andet billede på, hvor hurtigt det går, er, at der hvert år siden 2022 er opstået flere bofællesskabsboliger, end der blev opført i hele årtiet fra 2010 til 2019.
Retfærdigvis var det også et dårligt årti for bofællesskabsboliger, hvis forrige storhedstid var i midten af 00’erne. Det var dengang, hvor alle boligejere talte om deres friværdier, og det var ikke alle, der brugte disse til at installere nye spabade og samtalekøkkener. Nogle realiserede i stedet bofællesskabs-drømmen.
Dén fest satte finanskrisen en stopper for, og siden har finansiel regulering også gjort det besværligt at få finansieringen på plads, hvis beboerne selv tager initiativet og etablerer sig gennem en andelsforening eller en almen boligforening.
Men heller ikke den finansielle regulering er et problem, når initiativtageren er en privat udlejer. Og det har været tilfældet for godt to tredjedele af de bofællesskaber, der er etableret siden 2000.
Længere ud på landet
Der bliver opført bofællesskaber til alle aldersgrupper, men over halvdelen af de nye boligfællesskaber er målrettet seniorer.
Det kan naturligvis være seniorer, der bor i lejligheder i forvejen. Men for de almene boligselskaber giver det adgang til en ny målgruppe: Dem, som gerne vil ud af deres parcelhus, når børnene er flyttet hjemmefra, og huset pludselig virker stort.
Der har været talt meget om, at personer i netop den livsfase og situation ofte søger mod byen for at have nem adgang til restauranter, biografer, teatre, museer og så videre. Men en nylig undersøgelse viste, at det ikke generelt forholdt sig sådan. De fleste vil hellere længere fra byen end tættere på den.
Det rimer også med, at langt de fleste bofællesskaber ligger mindst 20 km, og som regel også mindst 40 km, fra en de fire største byer herhjemme.
Dyre fællesarealer
Og det passer nærmest som en fod i en hose i forhold til det potentiale, der ligger hos de almene boligselskaber.
Kommer man uden for bycentrene, kan der være problemer med at finde lejere til alle lejemål. Men hvis man kan indrette bofællesskaber, hvor der er færre tomme lejemål, kan det måske finansiere ombygningen.
Solveig Råbert Tingey lægger ikke skjul på, at der er en pris for at opføre de faciliteter og anlægge de fællesarealer, der skal til, før man kan sige, at der er tale om et bofællesskab.
- Særligt maksimumbeløbet har gjort det vanskeligt at bygge i områder med høje grund- og byggepriser. Bofællesskaber har desuden ofte flere fællesarealer og særlige faciliteter, som kan gøre økonomien vanskeligere end i et mere standardiseret alment byggeri, siger hun.
sten@odsgard.dk