Aalborg Kommune opfordrer til at aflevere natursten – skal bruges til genopretning i Limfjorden
Takket være en donation fra Fjordfonden kan et projekt med at styrke livet i Limfjorden fortsætte gennem 2026. Projektet kræver dog ikke kun penge, men også op til 2000 tons natursten, der fx kan være fundet i boligforeningers haver
Boligforeninger i det nordjyske, der planlægger arbejde i have eller gårdanlæg, skal være opmærksom på de natursten, der kommer op som led i processen. De kan nemlig blive værdifulde for livet i Limfjorden.
Projektet med at etablere stenrev i Limfjorden fortsætter nemlig i 2026. Det skyldes bl.a., at Fjordfonden har doneret godt 1 mio. kr. til marin naturgenopretning, oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Fonden har tidligere doneret 3 mio. kr. til stenrevsprojektet Hummerbanke i Nibe Bredning, og projektleder Klavs Frederiksen fra Limfjordsrådets sekretariat er begejstret for ekstrabevillingen:
- Det er en fantastisk nyhed for Limfjorden, fordi vi nu også får mulighed for at etablere et stenrev med mellem 1000 og 2000 tons sten 3 km nord for Nibe. Et rev på 6 hektar, som vi forventer kan gøre en kæmpe forskel for biodiversiteten i Limfjorden, siger han.
Hvad er et stenrev?
Et stenrev er en samling af større sten på havbunden, der ligger fast og ikke bliver flyttet af bølger og strøm. Revene gavner livet og biodiversiteten i Limfjorden og skaber flere og bedre levesteder for hummere, ål, stenbidere, havørreder og en lang række andre smådyr og organismer.
Der er allerede udlagt 1000 tons genbrugssten i Limfjorden, som har gjort en positiv forskel for livet under vandoverfladen. Her er der nemlig både sket en opblomstring af dyre- og plantelivet.
Stenrevene bliver bl.a. etableret med natursten fra nordjyske haveejere og rene overskudssten fra entreprenører.
Natursten til projektet kan afleveres på Nordværks genbrugspladser i Aalborg, Rebild og Jammerbugt Kommuner. I Aalborg Kommune gælder det Over Bækken i Aalborg, Sundsholmen i Nørresundby samt genbrugspladserne i Gandrup, Hou, Nibe og Storvorde.
Det begyndte med kysthjælperne
Aalborg Kommune startede "Kysthjælper-projektet" i 2021. Her fik frivillige mulighed for at deltage i den marine naturgenopretning i samarbejde med Limfjordsrådet. De første indsamlingsordninger af genbrugssten blev søsat, og der blev etableret små stenrev.
En investering på godt 500.000 kr. fra kommunen er på få år blevet til mere end 11 mio. kr. i ekstern støtte.
- I Aalborg Kommune er vi meget tilfredse med, at vores investering i Kysthjælper-projektet bliver ved med at give afkast fra private fonde, som vil finansiere naturgenopretning i Limfjorden, siger rådmand Peter Lindholt fra Teknik og Miljø.
-stk