
Nyt projekt skal motivere til at stille op til bestyrelsen og deltage i beboerdemokratiet
Et treårigt projekt skal nytænke den traditionelle foreningsstruktur i almene boligafdelinger. Forsøgene med nye demokratiske deltagelsesformer har potentiale til at inspirere både den almene boligsektor og civilsamfundet bredt
Boligkontoret Danmark har modtaget 2,8 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden og 530.000 kr. fra Nykredits Fond til udviklingen af projektet. Målet er at finde fremtidens foreningsstruktur og -kultur, som kan bygge bro mellem de frivillige kræfters behov for mere fleksible, ad hoc-baserede og interessedrevne engagementer og de formelle foreningsrammer.
Det oplyser selskabet, som administrerer ca. 35.000 almene boliger, i en pressemeddelelse.
Projektet tager fat i en velkendt udfordring: rekrutteringsvanskeligheder til bestyrelser i almene boligorganisationer, en snæver repræsentativitet blandt de beboervalgte og vigende deltagelse i beboermøder flere steder.
Demokratisk underskud
- Beboerdemokratiet er grundkernen i vores almene boform, men vi står med et stigende demokratisk underskud. Den flotte fondsbevilling giver os mulighed for at afprøve helt nye deltagelsesformer, der kan styrke både demokratiet og fællesskabet, siger Karina Lauridsen, direktør for kunde- og foreningsudvikling i Boligkontoret Danmark.
- Det er vigtigt – ikke kun for os, men for alle foreningsbaserede organisationer, som vi har så mange af i Danmark, tilføjer hun
Formand for Boligkontoret Danmark, Klaus Bentzen, siger:
- Vi er utrolig glade for den flotte støtte fra Nordea-fonden og Nykredits Fond, som gør projektet muligt. Det er det største og mest ambitiøse demokratiprojekt nogensinde i Boligkontoret Danmark. Det bliver virkelig spændende at følge udviklingen i projektet, og vi er glade for at kunne bidrage med vigtig viden til hele sektoren.
Fra test til inspiration
Over tre år vil projektet gennemføre forsøg med henholdsvis beboerpaneler og interessegrupper i fem forskellige boligselskaber: Østerbo i Vejle, Brabrand Boligforening, Boligselskabet Sct. Jørgen i Viborg, Lillerød Boligforening og Nakskov Almene Boligselskab.
Målet er at skabe modeller, som andre boligorganisationer – og foreningsfællesskaber generelt – kan lade sig inspirere af.
- Vi er meget taknemmelige for de boligorganisationer, som vil være med til at eksperimentere med forskellige spændende demokratiske deltagelsesformer i boligafdelingerne. Vi er netop nødt til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad det er, vi inviterer beboerne ind til i vores traditionelle organisering, for at kunne føre demokratisk nytænkning ud i livet, siger Karina Lauridsen.
Projektet løber over tre år med start i august 2025.
-stk