
Boligforeninger får sidste chance for at søge om gratis anneks fra Realdania
110 foreninger og fællesskaber over hele landet har allerede fået bevilget et gratis mødested fra Realdania. Nu bliver det igen muligt at ansøge om et fysisk mødested, når den filantropiske forening åbner for den sidste ansøgningsrunde til ”Vores Sted”
Siden Realdania lancerede ”Vores Sted” i sommeren 2024, har foreningen modtaget mere end 1200 ansøgninger, og bevilget mødesteder til 110 fællesskaber over hele landet. Nu inviterer den filantropiske forening for sidste gang fællesskaber og foreninger over hele landet til at byde ind med gode ideer, der kan samle folk lokalt.
Og den mulighed opfordrer adm. direktør, Nina Kovsted Helk, fællesskaber over hele landet til at benytte sig af. Indtil videre er de første 12 mødesteder blevet bygget, og yderligere syv er i gang.
- Jeg er ganske enkelt blæst bagover af det engagement, vi har mødt hos fællesskaberne. Det er fantastisk at opleve, hvordan et forholdsvist enkelt byggeri på 38 kvm. kan samle og engagere folk – og skabe helt nye relationer på kryds og tværs, siger hun i en pressemeddelelse.
- Mødestederne er gode eksempler på, at det kan gøre en overraskende stor forskel at skabe fysiske rammer, hvor folk har mulighed for at mødes. Lige pludselig opstår der nogle muligheder og forbindelser, som ikke ville være opstået uden muligheden for at få tag over hovedet, fortsætter Nina Kovsted Helk.
Understøtter udeliv
Foreningerne kan vælge mellem fire forskellige modeller af små pavilloner, der kan placeres som annekser på foreningens grund. Læs mere på hjemmesiden voressted.nu, hvor Realdania selv beskriver anvendelsesmulighederne således:
- De fire mødesteder kan bruges til mange forskellige aktiviteter. De er enkle og fleksible og kan indrettes på mange måder. Mødestederne er åbne og uopvarmede. Man har ly og læ, men man mærker også vejret og årstiden.
- Man er både lidt indendørs og lidt udendørs og mødestederne er særligt gode til at understøtte et aktivt udeliv. Man kan ikke bruge dem til alt, men der er rigtig mange muligheder.
Hvert ”hej” tæller
Det er langt fra tilfældigt, at det er fællesskaberne, som Realdania har valgt at sætte fokus på med sit 25-års jubilæum. For foreningens store undersøgelse af danskernes livskvalitet viser, at det er fællesskab og vores relationer til andre mennesker, der betyder allermest for, om vi trives.
- Øjenåbneren i vores undersøgelse er, at de små tilfældige møder i hverdagen også gør en stor forskel for vores livskvalitet. Den der lille forbindelse der opstår, når vi siger hej til personen, der sidder ved kassen i supermarkedet eller snakker med folk i vores lokalområde.
- Den type lette relationer ønsker vi netop at hjælpe på vej ved at give åbne og inkluderende fællesskaber i hele landet tag over hovedet, der kan gøre det lettere for flere at opdage og blive en del af fællesskabet, siger Nina Kovsted Helk.
Realdania uddeler 40 mødesteder i den sidste ansøgningsrunde af Vores Sted. Ansøgningsfristen er den 2. februar 2026.
-stk