
BL – Danmarks Almene Boliger starter kampagne for at få flere beboere til at stemme ved kommunalvalg
Stemmeprocenten er meget lav for beboere i almene boliger. En kampagne, der bl.a. skal køre på sociale medier, skal begrænse antallet af sofavælgere ved kommunalvalget til november. Samtidig er tillidsfolk blevet undervist i, hvordan de sparker lokal debat i gang
Af Sten Thorup Kristensen
Om fem måneder er der valg til kommunalbestyrelser. Hvis det går, som det plejer, vil boliger mange steder være et stort emne – men beboerne i almene boliger vil ikke få lige så meget indflydelse som andre, fordi deres stemmeprocent er lav.
På den baggrund iværksætter BL – Danmarks Almene Organisationer kampagnen ”Stem med”, oplyser organisationen i sin årsberetning for 2024, der kom på gaden i sidste uge.
- Valget den 18. november har stor betydning for hverdagen i de almene boligområder. Alligevel stemmer færre her end i resten af landet. Ved folketingsvalget i 2022 stemte kun 71,7 % af beboerne i almene boliger – mod 84,2 % på landsplan. Det tal skal op, forklares det i årsberetningen.
Sofa på tur
Kampagnen kommer til at bestå af dels plakater, dels samtaler med beboere i tre boligområder, under overskriften ”Sofa på tur”. Disse samtaler vil så senere blive beskrevet på sociale medier.
Der er også kommet et afsnit på BL’s hjemmeside, hvor man kan finde fakta om almene boliger i hver af de 98 kommuner.
BL støtter ikke formelt bestemte partier eller kandidater. Men gennem et omfattende arbejde her i foråret har man formuleret 11 mærkesager, og gennem en række ERFA-møder er kredsmedlemmer og ansatte blevet instrueret i, hvordan de kan få mærkesagerne på dagsordenen i de enkelte kommuner.
Flere boliger til ældre
Et eksempel på en mærkesag er, at der skal være boliger til fremtidens behov. Befolkningen ældes, så der er brug for flere boliger, som er egnede til seniorer, hvortil kommer, at også boligønsker hos yngre borgere hele tiden er i forandring.
Mange steder i landet er folketallet faldende, så der står tomme boliger. En anden mærkesag handler om håndteringen af disse. BL arbejder bl.a. for at ombygge tomme boliger, eller at nedrive dem, hvis der heller ikke er udsigt til efterspørgsel efter en ombygning.
En tredje mærkesag er også delvist relateret til aldringen af befolkningen. BL arbejder for at sundhedstilbud, fx klinikker, kommer ind i de almene boligområder, så de er tæt på borgerne.
sten@odsgard.dk