
Almene boligforeninger får en buket af nye muligheder med solceller
Installation af batterianlæg, partnerskaber med andels- og ejerforeninger om ladestandere samt udleje af plads på taget. Det er nogle af de nye muligheder, boligafdelinger har fået efter en revision af en bekendtgørelse
En almen boligafdeling kan allerede i dag opføre et solcelleanlæg og producere el til eget forbrug. Nu får de på en række punkter større spillerum, der bl.a. giver dem mulighed for at bruge nye teknologier.
Det oplyser Social- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Fremover får en afdeling mulighed for fx at leje solcelleanlæg med henblik på at producere strøm til eget forbrug. Herudover hæves den gældende grænse for anlæggets kapacitet fra 6 kW til 8 kW, ligesom de almene boligafdelinger fremadrettet får mulighed for at opsætte batterier sammen med solcelleanlæggene.
En almen boligafdeling vil fremover også kunne udleje tage eller facade på deres bygning med henblik på etablering og drift af et privat solcelleanlæg.
Partnerskaber om ladestandere
Ændringerne er trådt i kraft den 1. juli med en revision af den såkaldte sideaktivitetsbekendtgørelse, der fastlægger reglerne for, hvilke aktiviteter en almen boligafdeling må varetage ved siden af deres kerneaktivitet – at opføre og udleje almene boliger.
Samtidig gør man det lettere for de mennesker, der bor i almene boliger, at gå sammen om ladestandere til elbiler. Fremover vil en almen boligafdeling kunne indgå et fælles ejerskab med for eksempel en ejerforening eller andelsboligforening over de ladestandere, der etableres i lokalområdet.
Desuden vil en privat virksomhed kunne etablere og administrere ladestandere i en almen boligafdeling.
Fjerner unødvendige benspænd
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen udtaler:
- Der bor omkring en million mennesker i landets almene boliger. Jeg er rigtig glad for, at vi ved at modernisere reglerne gør det lettere for de mennesker i fællesskab at træffe grønne valg.
- At bo i en almen bolig bør ikke være en forhindring for, at du kan bruge vedvarende energikilder i din daglige husholdning – tværtimod.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard supplerer:
- Vi skal fjerne unødvendige benspænd for solceller på tagene. Derfor er det godt, vi kommer af med nogle af de bøvlede regler, som kan være i vejen for dem, der gerne vil bidrage til et grønnere Danmark.
- Grøn omstilling er også et opgør med arbejdsgange, som gav mening engang, men som nu skal væk. Det er grøn handling, der virker.
-stk